Abstract, Kirsten Beedholms avhandling Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs, 2003

Forandring og træghed i den sygeplejefaglige diskurs

Kirsten Beedholm, underviser og udviklingskoordinator, Cand. Phil i litteraturhistorie, Ph.d.

Afhandlingen er en idéhistorie om udviklingen i dansk sygepleje i det 20. århundrede på baggrund af skriftligt materiale. Undersøgelsen er inspireret af Michel Foucault og drives frem af to interesser: 1) At undersøge det tekstkorpus der opstår omkring 1980 i forbindelse med, at faget i stigende grad italesættes som en videnskabelig disciplin. 2) At undersøge hvordan en epokal inddeling på baggrund af en Foucault-inspireret analyse kan etableres.

I hovedafsnit I, II og III redegøres for den teoretiske tilgang, herunder de etablerede begrebssystemer og epokale inddelinger, undersøgelsen ser bort fra, og dermed hvori mulighederne for at beskrive historien på en ny måde består. Hovedafsnit IV og V tager afsæt i, at kroppen i løbet af århundredet forsvinder ud af italesættelsen af sygepleje. Der udfoldes en række tekstnære analyser, som viser ændringer i beskrivelserne af sygeplejerske, patient og læge og relationerne mellem dem. I hovedafsnit VI og VII analyseres tekster, der fra ca.1980 skriver sig ind i en videnskabelig kontekst. Det vises, hvordan teorier og begreber fra andre fag ændres, når de integreres i fagets tekster. Effekten er, at teksterne bliver funktionelle for fagets udøvere i forbindelse med fagets sociale (og teoretiske) ’opadstigning’. Så vidt afhandlingens første gennemgående interesse.

Den anden interesse tager udgangspunkt i tesen om, at en ny epoke indledes omkring 1950. Tesen diskuteres i en række metateoretiske afsnit. Det konkluderes i hovedafsnit VIII, at sygeplejevidenskabens herkomst ikke indikerer en egentlig ny epoke. Der opstilles to nye præliminære hypoteser: 1) At sygeplejevidenskaben i sin herkomst har været underlagt den medicinske ’fremgangsmåde i tænkningen’ i en sådan grad, at den har underlagt nye genstandsområder for viden en instrumentel tilgang. 2) At den samfundsmæssige sekulariseringen og et generelt autoritetstab udgør betingelserne for ændringerne i italesættelsen af sygepleje fra midten af det 20. århundrede. Disse teser vil forhåbentligt blive undersøgt i fremtidige studier.

Arbejdsadresse: Viborg Amts Sygeplejeskole, Toldbodgade 12, 8800 Viborg, Danmark
E-mail: usvkb@vibamt.dk, Frejasvej5@tdcadsl.dk
 

Afhandlingen blev forsvaret den 15. september 2003 ved Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet.
Opponenter: Lektor Morten Nissen, Københavns Universitet (formand), professor Donald Broady, Uppsala Universitet, lektor Jens Erik Kristensen, Aarhus Universitet.
Vejleder: professor Staf Callewaert, Københavns Universitet


URL of this page is http://www.skeptron.uu.se/broady/sec/p-beedholm-03-avh-smf.htm
This HTML version created by Donald Broady. Last updated 2011-08-11
Back to SEC home page